Om at vende tilbage til sine rødder

Jeg sad på baresso og nød min chai (it's been waaay to long), alt imens jeg ubemærket eavesdroppede på mine med-cafeisters samtaler (nogle mere spændende end andres). Et venindepar i slut 20'erne/start 30'erne, taler så om at vende tilbage til sin rødder. Den ene var gravid, og hun fortalte at folk i hendes omgangskreds mente, at NU måtte hun da vende tilbage til Næstved, for nu begyndte det virkelige liv jo! Jeg sad og blev helt forarget på hendes vegne, for hvad hvis hendes liv nu er her i kbh? Hun virkede også skuffet over disse kommentarer, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at vende tilbage for at få "et virkeligt liv"! Og det kan jeg virkelig godt forstå! Nogen der født i de rette omgivelser for dem (som f.eks. mig selv), andre er født i, for dem, forkerte omgivelser (byboere, der vil på landet, landboere, der vil til byen). Og i min verden skal man altså følge sit indre kompas!

Det med at bo i byen kontra en forstad, er virkelig blevet min kæphest. Der var et tidspunkt en debat om, hvorvidt folk tog tilbage til sine rødder, når de blev voksne. En del gjorde. Jeg har også selv gjort det. Dog mente en stor del, at man ikke "kunne vende tilbage" til kbh, for det var jo en storby?! For mig er den lige så gældende som barndomsby, som Søborg, Roskilde og Holte (for nu at nævne de andre byer jeg har boet i). Men det er der åbenbart mange der mener, at den ikke er.

Jeg har også tit oplevet at mænd tror at de kan fortrylle mig med løfter om et lille hus i en forstad, med ligusterhæk og hele molevitten. Jeg har al respekt for dem "der gør det", mine forældre er selv meget lykkelige sådan, men det er bare ikke MIG. Og det er vel det, det handler om i denne situation? Hvor man selv føler sig hjemme?

Om jeg ændrer mig, er ikke til at sige, omend jeg tvivler, men min far har ihvertfald væddet med mig, om at jeg inden jeg bliver 35 (dvs. om 10 år), bor netop i en forstad.

Hold op et langt, og rodet, indlæg. Thumps up, hvis du har læst med så langt :)