Om at vende tilbage til sine rødder

Jeg sad på baresso og nød min chai (it's been waaay to long), alt imens jeg ubemærket eavesdroppede på mine med-cafeisters samtaler (nogle mere spændende end andres). Et venindepar i slut 20'erne/start 30'erne, taler så om at vende tilbage til sin rødder. Den ene var gravid, og hun fortalte at folk i hendes omgangskreds mente, at NU måtte hun da vende tilbage til Næstved, for nu begyndte det virkelige liv jo! Jeg sad og blev helt forarget på hendes vegne, for hvad hvis hendes liv nu er her i kbh? Hun virkede også skuffet over disse kommentarer, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at vende tilbage for at få "et virkeligt liv"! Og det kan jeg virkelig godt forstå! Nogen der født i de rette omgivelser for dem (som f.eks. mig selv), andre er født i, for dem, forkerte omgivelser (byboere, der vil på landet, landboere, der vil til byen). Og i min verden skal man altså følge sit indre kompas!

Det med at bo i byen kontra en forstad, er virkelig blevet min kæphest. Der var et tidspunkt en debat om, hvorvidt folk tog tilbage til sine rødder, når de blev voksne. En del gjorde. Jeg har også selv gjort det. Dog mente en stor del, at man ikke "kunne vende tilbage" til kbh, for det var jo en storby?! For mig er den lige så gældende som barndomsby, som Søborg, Roskilde og Holte (for nu at nævne de andre byer jeg har boet i). Men det er der åbenbart mange der mener, at den ikke er.

Jeg har også tit oplevet at mænd tror at de kan fortrylle mig med løfter om et lille hus i en forstad, med ligusterhæk og hele molevitten. Jeg har al respekt for dem "der gør det", mine forældre er selv meget lykkelige sådan, men det er bare ikke MIG. Og det er vel det, det handler om i denne situation? Hvor man selv føler sig hjemme?

Om jeg ændrer mig, er ikke til at sige, omend jeg tvivler, men min far har ihvertfald væddet med mig, om at jeg inden jeg bliver 35 (dvs. om 10 år), bor netop i en forstad.

Hold op et langt, og rodet, indlæg. Thumps up, hvis du har læst med så langt :)

At være flyttet til storbyen

Endelig er jeg tilbage, hvor jeg hører til. Når man er opvokset side om side med Fælledparken, Jagtvej, Østerbrogade og al larmen, så kan man have svært ved at vænne sig til stilheden, og at der ofte er øde på gaderne efter kl. 17.

Nu har jeg rykket teltpælene op igen, og bor nu midt på Nørrebro. Og jeg elsker det allerede.

Jeg er vild med at i det øjeblik man træder ud på gaden, får man et slag i ansigtet af liv. Børn på vej i skole, kirkeklokkerne der ringer, asen og masen for at komme ind i 5A, ja selv skraldet på gaden synes jeg giver karisma til stedet.

Jeg har allerede fået indrettet mig fint, mangler kun at få hængt lidt billeder op. Og så at få købt en opvaskebørste.

Det sidste jeg har tænkt på, inden jeg er faldet i søvn de sidste par nætter, er, hvor heldig jeg er at bo her. Og det er det samme jeg tænker lige når jeg vågner.

Og jeg sidder på arbejdet og glæder mig til at komme hjem, og når jeg så stikker nøglen i døren, får jeg en varm fornemmelse i maven. En blanding af forelskelse og stolthed over at det her, det er MIT hjem.

Tidligere har jeg boet i Roskilde med min daværende kæreste, hvor jeg aldrig helt faldt til, og i Holte i en skøn lejlighed, der dog lå alt for langt væk fra stort set alt, der gør mig lykkelig.

Dette indlæg blev lidt længere end tænkt, ville egentlig bare skrive, at hvis I ser en ung kvinde gå og smile fjoget om morgenen, så er det bare mig, der er GLAD.

(og Gud hvor har jeg savnet at være glad...)